Andre
seværdige steder og udflugtsmål i andre lande: FR IT MT NL PL PT ES D
Link:
Værd at besøge i Berlin
Berlin - Führerbunker
Bagindgangen til Führerbunkeren i Rigskancelliets have - juli 1947.
Indholdsfortegnelse
Führerbunkeren var det underjordiske kommandocenter, som Adolf Hitler benyttede under de sidste måneder af det nazistiske Tyskland. Herfra forsøgte Hitler at lede det sammenbrudte tyske forsvar under Slaget om Berlin, og her begik han og Eva Braun selvmord den 30. april 1945. Bunkeren blev dermed et af de mest symbolske steder for afslutningen på Det Tredje Rige og på Anden Verdenskrig i Europa.
Det er dog vigtigt at understrege, at Führerbunkeren ikke var et isoleret anlæg. Den var en del af et større system af underjordiske beskyttelsesrum omkring Rigskancelliet og det nazistiske regeringskvarter omkring Wilhelmstraße. I området lå blandt andet den gamle Rigskancelli, den nye Rigskancelli, Propagandaministeriet og en række andre ministerier og regeringsinstitutioner. Området var således selve centrum for den nazistiske statsmagt i Berlin.
Den nuværende Gertrud-Kolmar-Straße, tidligere "In den Ministergärten".
Området omkring den nuværende Gertrud-Kolmar-Straße og In den Ministergärten havde allerede før nazitiden en central placering i Berlins politiske historie. Fra slutningen af 1800-tallet var området omkring Wilhelmstraße præget af ministerier og regeringsbygninger i det tyske kejserrige og senere i Weimarrepublikken. Efter nazisternes magtovertagelse i 1933 blev området centrum for det regime, der skulle føre Tyskland ind i den mest ødelæggende krig i Europas nyere historie.
Den gamle Rigskancelli var imidlertid blevet for lille til Hitlers repræsentative og politiske ambitioner. I 1930'erne blev der derfor gennemført omfattende byggearbejder, og i 1938 blev den nye Rigskancelli opført efter planer af arkitekten Albert Speer. Bygningen strakte sig langs Voßstraße og blev et monumentalt symbol på det nazistiske regimes magt og selvforståelse.
Under jorden fandtes samtidig beskyttelsesrum, som skulle sikre Hitler og den politiske ledelse mod de stadig mere omfattende allierede luftangreb. Det første anlæg blev opført i 1935-36 under en stor festsal i den gamle Rigskancellis have. Dette anlæg blev senere kendt som Vorbunkeren.
Efterhånden som luftkrigen blev stadig mere intens, blev det klart, at det eksisterende beskyttelsesrum ikke var tilstrækkeligt. Den 18. januar 1943 beordrede Hitler derfor opførelsen af et langt stærkere bunkeranlæg i haven. Arbejdet blev udført af Hochtief og indgik i det omfattende tyske bunkerbyggeri under krigen. Den nye Führerbunker blev placeret dybere under jorden og beskyttet af meget kraftige armerede betonkonstruktioner.
Historien om Hitlers bunker
- skilt opsat af Berliner Unterwelten ved parkeringspladsen, som skjuler resterne af bunkeren.
Führerbunkeren var omkring 8-9 meter under jordoverfladen og bestod af omkring 30 rum. Den var forbundet med den ældre Vorbunker, som lå højere oppe. Bunkeren indeholdt blandt andet Hitlers arbejds- og opholdsrum, Eva Brauns værelse, sanitære installationer, ventilations- og tekniske rum, telefoncentral samt rum til personale og vagter. Konstruktionen var beregnet til at kunne modstå meget kraftige bombeangreb.
På trods af den enorme militære og politiske betydning, som stedet senere fik, var Führerbunkeren i begyndelsen blot ét af mange bunkeranlæg i Berlin. Byen var efterhånden gennemhullet af underjordiske beskyttelsesrum, kommandocentre, tunneler og andre militære installationer. Et eksempel er de store flaktårne, som blev opført i Tiergarten, Friedrichshain og Humboldthain.
Se også:
Flaktårnene i Berlin,
Berliner Unterwelten,
Berlins underjordiske flugt- og tunnelanlæg
og
Hochbunker Pallasstraße.
Foreningen Berliner Unterwelten blev stiftet den 22. maj 1997 med det formål blandt andet at forhindre, at Berlins mange historiske bunkeranlæg blev ødelagt eller fyldt op. Foreningen har siden udforsket, dokumenteret og formidlet en stor del af Berlins underjordiske historie.
Det nazistiske regeringskvarter var ikke alene et administrativt centrum. Herfra blev krigen ført, og herfra blev også en lang række af det nazistiske regimes forbrydelser planlagt og administreret. Führerbunkeren skal derfor ikke ses isoleret fra den øvrige politiske og administrative struktur, som fandtes omkring Wilhelmstraße.
I krigens første år opholdt Hitler sig kun periodisk i Berlin. Han benyttede forskellige Führerhauptquartiere rundt om i det tyske rige, blandt andet Wolfsschanze i Østpreussen. Men efterhånden som krigen nærmede sig Tyskland, og de allierede bombardementer af Berlin blev stadig kraftigere, fik bunkeren større betydning.
Den 16. januar 1945 vendte Hitler tilbage til Berlin og flyttede sit hovedkvarter ned i bunkerkomplekset under Rigskancelliets have. Her opholdt han sig gennem de sidste måneder af krigen. Martin Bormann og andre af Hitlers nærmeste medarbejdere befandt sig ligeledes i bunkerkomplekset. Joseph Goebbels og hans familie flyttede ind i Vorbunkeren i april.
Bunkerkomplekset skal ses som en del af et langt større netværk af beskyttelsesrum og underjordiske anlæg i Berlin. Byens bunkerhistorie kan derfor ikke begrænses til Führerbunkeren. Flere andre steder på mine Berlin-sider viser, hvordan både nazistiske og senere militære og civile beskyttelsesanlæg indgik i byens historie.
Se også:
Berliner Unterwelten,
Flaktårnene i Berlin,
Teufelsberg,
Hochbunker Pallasstraße
og
Flughafen Tempelhof.
Situationen i Berlin blev i løbet af april 1945 stadig mere desperat. Den Røde Hær trængte ind i byen, og kampene udviklede sig til et voldsomt gadekrigsforløb. Den 25. april blev Berlin fuldstændigt indesluttet af sovjetiske styrker. Fra bunkeren fortsatte Hitler med at udstede ordrer til militære enheder, som i mange tilfælde enten var opløst, indesluttet eller ikke længere i stand til at gennemføre hans ordrer.
Den 20. marts 1945 viste Hitler sig for sidste gang offentligt uden for bunkeren. I Rigskancelliets have dekorerede han medlemmer af Hitlerjugend og andre unge forsvarere af Berlin for deres indsats mod Den Røde Hær. Kort efter trak han sig igen ned i bunkeren. Den 20. april fejrede han sin 56-års fødselsdag i bunkerkomplekset.
Den 29. april 1945 giftede Hitler sig med Eva Braun i bunkeren. Samme nat dikterede han sit politiske og personlige testamente. I testamentet udnævnte han blandt andre Joseph Goebbels til rigskansler og Karl Dönitz til sin efterfølger som rigspræsident.
Den 30. april 1945 var situationen håbløs. Sovjetiske styrker befandt sig få hundrede meter fra Rigskancelliet. Hitler og Eva Braun gik ind i Hitlers private opholdsrum. Eva Braun tog gift, mens Hitler begik selvmord. Deres lig blev efterfølgende båret ud i Rigskancelliets have og forsøgt brændt af medlemmer af hans stab.
Den 1. maj 1945 begik Joseph Goebbels og hans hustru Magda selvmord efter først at have ladet deres seks børn dræbe. Dagen efter, den 2. maj, kapitulerede de sidste tyske styrker i Berlin over for Den Røde Hær. Kampene i byen var dermed afsluttet.
Kun få dage senere blev Tysklands kapitulation underskrevet i Berlin-Karlshorst. Den 8. maj 1945 trådte den betingelsesløse kapitulation i kraft, og Anden Verdenskrig i Europa var afsluttet.
Se også:
Berlin-Karlshorst - stedet for den tyske kapitulation,
Berlin at War,
Bendlerblock og den tyske modstand
og
Gedenkstätte Plötzensee.
Efter krigen blev området omkring Rigskancelliet lagt i ruiner. De sovjetiske styrker forsøgte at ødelægge de bygninger, der havde været symboler på det nazistiske regime. I december 1947 blev der gennemført en kraftig sprængning af Führerbunkeren. Eksplosionen ødelagde blandt andet bunkerens indvendige skillevægge og beskadigede indgangsområdet, men selve den massive konstruktion viste sig vanskelig at fjerne.
I 1950'erne fortsatte nedrivningen af resterne af Rigskancelliet. Området lå efter oprettelsen af DDR tæt på grænsen til Vestberlin og fik derfor ingen egentlig ny anvendelse. Efter opførelsen af Berlinmuren i 1961 blev området yderligere isoleret fra den øvrige by.
I 1973 blev bunkerresterne igen åbnet, opmålt og fotograferet. Undersøgelserne blev gennemført af DDR's myndigheder og Ministerium für Staatssicherheit, Stasi. Bunkerens historie var dermed også blevet et sikkerhedspolitisk spørgsmål, fordi området lå tæt på den daværende grænse mellem Øst- og Vestberlin.
Se også:
Stasimuseet i Berlin,
Berlinmuren,
Bernauer Straße
og
Bornholmer Straße.
Churchill besøgte ruinerne - juli 1945.
I 1980'erne blev området igen ændret. DDR-myndighederne gennemførte omfattende rydning og byggearbejder, og i 1988 blev den øverste del af Führerbunkerens betonkonstruktion fjernet. De tilbageværende dele blev fyldt op med sand, grus og byggeaffald. Der eksisterer i dag ingen intakte bunkerum eller hulrum, som kan besøges.
Efter Berlinmurens fald i 1989 og den tyske genforening i 1990 blev området en del af det nye Berlin. Hvor det nazistiske regeringskvarter tidligere havde ligget, voksede et nyt bykvarter frem. De gamle politiske magtcentre forsvandt, mens nye bolig- og regeringsbygninger blev opført.
I forbindelse med byggearbejderne blev området omkring den tidligere Führerbunker undersøgt og ryddet. Den østtyske stat fjernede i 1988 bunkerens afslutningsdæk, mens bundpladen og dele af ydervæggene blev bevaret i jorden, fordi en fuldstændig fjernelse ville have været meget vanskelig og kostbar. Det tilbageværende hulrum blev derefter fyldt med grus, sand og byggeaffald.
I dag findes der ikke længere en bevaret Führerbunker, som man kan gå ned i. De sidste rester ligger under jorden i området omkring Gertrud-Kolmar-Straße og In den Ministergärten. Ifølge Berliner Unterwelten er der efter rydningen i 1988 kun bevaret dele af bunkerens bundplade og enkelte dele af ydervæggene. Der findes ingen intakte bunkerum eller hulrum, som kan besøges. :contentReference[oaicite:1]{index=1}
Stedet er i dag bevidst gjort relativt anonymt. Ved Gertrud-Kolmar-Straße står en informationstavle, som fortæller om bunkerens historie. Berliner Unterwelten har medvirket til at dokumentere stedet og til at modvirke de mange myter og den nostalgiske interesse, som gennem årene har omgivet Führerbunkeren.
Führerbunkeren lå i området ved den nuværende Gertrud-Kolmar-Straße / In den Ministergärten.
Der findes ikke længere adgang til bunkeren.
Det er netop et vigtigt aspekt ved stedet. Führerbunkeren bør ikke først og fremmest betragtes som et spektakulært levn efter Adolf Hitler, men som et historisk vidnesbyrd om det nazistiske regimes sidste dage. Herfra blev krigen fortsat, selv efter at Tyskland militært var slået, og herfra blev der truffet beslutninger i en situation, hvor millioner allerede var døde, og hvor store dele af Europa lå i ruiner.
Området fortæller samtidig historien om, hvordan Berlin efter 1945 forsøgte at håndtere arven fra nazismen. Først blev sporene fjernet eller dækket til, senere blev området præget af Berlinmuren og DDR's grænseanlæg, og efter 1990 blev det gradvist integreret i det nye centrale Berlin.
I dag ligger stedet få minutters gang fra nogle af Berlins vigtigste mindesteder for det 20. århundredes historie. Mod nord ligger Brandenburger Tor og Holocaust-mindesmærket, mens man mod syd finder Potsdamer Platz og de tidligere regeringsområder omkring Wilhelmstraße.
Se også:
Bendlerblock og den tyske modstand,
Gedenkstätte Plötzensee,
Glienicker Brücke,
Bernauer Straße,
Bornholmer Straße,
Berlinmuren
og
Berlin at War.
Führerbunkeren blev for alvor kendt i den brede offentlighed gennem bøger, dokumentarfilm og ikke mindst filmen Der Untergang fra 2004. Filmen skildrer de sidste dage i bunkeren og bygger blandt andet på historiske vidneberetninger. Den rekonstruerede bunker i filmen blev imidlertid bygget som filmkulisse og må ikke forveksles med den virkelige bunker i Berlin.
Den virkelige Führerbunker er i dag næsten usynlig. Netop derfor er stedet interessant. Under den almindelige parkeringsplads og de moderne bygninger ligger resterne af et anlæg, hvor Det Tredje Rige endte. Det, der engang var centrum for Hitlers diktatur og hans sidste militære hovedkvarter, er blevet en del af det moderne Berlin.
Historien om Führerbunkeren hænger derfor tæt sammen med hele Berlins udvikling fra nazismens hovedstad, gennem krigens ødelæggelser og den efterfølgende deling, til den genforenede tyske hovedstad. Det er også derfor, at stedet bør ses i sammenhæng med de mange andre historiske steder i Berlin, hvor sporene efter Det Tredje Rige, Anden Verdenskrig, Den Kolde Krig og genforeningen stadig kan opleves.
Se også:
Tiergarten,
De nordiske ambassader,
Café am Neuen See,
Hochbunker Pallasstraße,
Teufelsberg,
Flughafen Tempelhof
og
Flughafen Berlin Brandenburg.
Forbidden Photos: Hemmelige billeder af Hitlers Bunker
Af Christoph Gunkel - Artikel fundet i "Spiegel International" og udgivet 04.06.2013, 17.44 Uhr
Fra 1987 risikerede Robert Conrad sin frihed, da han i al hemmelighed fotograferede Adolf Hitlers forfaldne bunker i det daværende Østberlin. Forklædt som bygningsarbejder sneg han sig indenfor omkring 30 gange, og først mange år senere afslørede han sit arbejde.
Practica kamera 35 mm
Mere eller mindre oversvømmede bunkerrum - Foto Robert Conrad
Robert Conrad vidste, at tingene kunne blive ubehagelige. Der var vagterne, eksplosionerne og de mørke tunneler. Han kunne nemt komme for tæt på en detonation, støde på en politibetjent og dermed ende i fængsel. Og alligevel tog Conrad i sommeren 1987 en bygningsarbejders overtræksdragt og en hjelm på og gemte sit kamera, en Praktica-model med et 35-millimeter vidvinkelobjektiv, i en læderskuldertaske af den type, som mange arbejdere i Den Tyske Demokratiske Republik (DDR) på det tidspunkt havde. For at gøre sin forklædning mere ægte sørgede Conrad for, at en termokande kunne ses stikke ud af hans taske. Han ville være helt sikker på at ligne en almindelig bygningsarbejder.
Således forklædt sneg fotografen sig op til hegnet omkring byggepladsen på Berlins Otto Grotewohl Strasse og klatrede over afspærringen. Da han først var inde, måtte han undertrykke trangen til at løbe. "Jeg gik meget langsomt hen over stedet, som på æggeskaller, så ingen ville bemærke mig," husker han. Conrad var utryg.
Hvor var indgangen til denne underverden af mørke betonruiner, der havde ligget begravet i årtier under Berlins gader? Ville han være i stand til at kravle ned i den berygtede "Führers bunker", hvor Adolf Hitler skød sig selv i april 1945?
1. Rustne stålskabe og tønder stående i vand inde i "Den nye Rigskancelli-bunker". - Foto Robert Conrad
Nu, omkring 26 år senere, holder Conrad et af de fotografiske dias, som han dengang tænksomt risikerede halsen for op til lyset og for at fjerne eventuelle misforståelser: "Jeg gik ikke til bunkerne på jagt efter relikvier eller af en eller anden hemmelig beundring for det nazistiske regime," siger han. Kontoret Conrad netop er flyttet til i Berlins Prenzlauer Berg-kvarter er stadig fyldt med duften af nylagte gulvbrædder. Den historiske bygnings stukloft blev renoveret få dage før og afslørede jugendstil fra 1905. Det er et passende rum for Conrad, en arkitektonisk fotograf med en passion for at forhindre, at gamle ting glemmes.
I det væsentlige har Conrad og hans kamera gjort netop det i årtier. Allerede som teenager i 1980'erne rejste Conrad rundt i hele Østtyskland og fotograferede de historiske bindingsværksbygninger, som landets Socialistiske Enhedsparti (SED) systematisk var ved at rive ned og erstatte med monotone præfabrikerede betonboligblokke. Som en form for protest mod at glemme historien boede Conrad ulovligt i bygninger, der var berammet til nedrivning, og så sig selv som en kronikør af regeringens mani for ødelæggelse.
Det gav ham også mange problemer. Politiet afhørte ham i timevis, truede ham og gennemrodede hans lejlighed. At studere på universitetet var dengang udelukket for Conrad, så han klarede sig ved at udføre en række simple opgaver - og fortsatte trodsigt med at tage fotografier.
1. Et bunkerrum i Det Nye Rigskancelli. 2. Rustne stålskabe stående i vand inde i "Den nye Rigskancelli-bunker". - Foto Robert Conrad
Et "fuldstændig sindssygt landskab"
"Selvfølgelig stod der ikke noget i aviserne om de nazistiske bunkere. Det var i høj grad et tabubelagt emne, ligesom alt om nazitiden," forklarer Conrad. "Officielt var de netop ved at bygge et nyt boligkvarter."
Fotografen opdagede selv kun bunkerruinen ved et tilfælde, da hans rute som buschaufførelev førte ham forbi den på Otto Grotewohl Strasse. "Min plads i bussen var hævet, så jeg kunne se over hegnet ind til byggepladsen," husker han. "Pludselig så jeg dette helt vanvittige landskab med enorme betonruiner, der havde været begravet i årtier, rage op af jorden."
Da konstruktionen var fremhævet, så det underjordiske kompleks nu ud, som om det var en overjordisk bunker. Hans fotografiske jagtinstinkt blev øjeblikkeligt vækket. Han forespurgte rundt om stedets historie, læste den lille tilgængelige information, han kunne finde om den underjordiske nazistiske bunker, og fik venner i Vesttyskland til at sende ham mere materiale.
Han begyndte at hænge rundt på stedet og fotografere udefra betonfladen, det enorme graveudstyr og nogle af nedrivningssprængningerne. Han kontaktede også bygningsarbejdere, der forlod stedet, til en harmløs samtale. "Jeg var ved at dø efter at finde ud af, om de skulle have en særlig tilladelse for at være der," forklarer Conrad.
Han var lettet over at erfare, at adgangen til byggepladsen ikke så ud til at være under særlig restriktiv kontrol. Det så ud til, at hans plan kunne virke.
En trappe ved det tidligere udenrigsministerium befandt sig også på byggepladsen, og den var også hyppigt besøgt af Conrad. - Foto Robert Conrad
Fotografering i frygt
Tingene gik glat til at starte med. Ved sit første besøg befandt Conrad sig i den nye rigskancellibunker. Han arbejdede hektisk, bekymret for, at han kunne blive fanget når som helst, og tog billeder af rustne ventilationsrør, flisebelagte vægge, pengeskabe og projektiler.
Trods det hastværk, han skulle arbejde med, er Conrad kritisk over for sit arbejde som yngre fotograf. "Det var ikke mine bedste skud. I dag ville jeg gå til det meget mere systematisk," siger han. Men på det tidspunkt rettede han simpelthen sit kamera, hvorhen han kunne. Det vigtigste var ikke at blive fanget.
"Min største frygt var, at de ville antage, at jeg forsøgte at flygte," siger Conrad. Bekymringen var ikke urimelig, da stedet lå i umiddelbar nærhed af grænsen til Vestberlin. "Så vidt jeg vidste, løb dele af labyrinten af bunkers langs under Muren og strakte sig endda ind i dødsstriben."
Alligevel fortsatte byggepladsen med at udøve sit tiltrækning på Conrad som et vanedannende stof. Da ingen lagde mærke til ham første gang, kom han igen. Og igen og igen, måske 30 gange i alt, selv om han ikke længere husker det præcist. Nogle gange gik der måneder mellem hans besøg, og nogle gange kun et par dage.
Det var også et kapløb mod uret, da gravemaskinerne gravede dybere, og arbejderne fjernede mere armeret stål. Hvorfor var Conrad ikke i stand til at stoppe med at tage dertil? Han overvejer spørgsmålet, ser på lysbillederne spredt ud på lysboksen på sit kontor i Berlin, og siger så: "At være dernede og høre ekkoet af dine egne fodtrin, opdage ting fra et helt fjernt kapitel af historien - det var den følelse at rejse tilbage i tiden, der fascinerede mig så meget."
Så han blev ved med at satse på lykken. Engang blev han skræmt halvt ihjel, da han pludselig stødte på en anden mand i Reichskanzlei-bunkeren. "Det var utroligt," siger han. "Han sad der så roligt som muligt med en minearbejderlampe og tegnede den dystre scene på et lille staffeli," siger Conrad.
Var dette en beslægtet ånd, en anden person, der var interesseret i at fange arkitektur før dens ødelæggelse, uanset hvor foragtelig opførslen hos de mennesker, der oprindeligt konstruerede den? Den dag i dag er Conrad ikke sikker. "Vi snakkede sammen, men mistilliden var for stor," siger han. "Han turde ikke spørge mig, hvorfor jeg var der, og jeg turde heller ikke spørge ham."
Det skabte en grotesk scene: To mænd, der tier af frygt for det kommunistiske diktatur, inde i en nazistisk bunker. Efter en kort pause fortsatte begge med deres arbejde, den ene med sit kamera og den anden med sit kul.
Disse blottede elementer af bunkerne er indrammet af det tidligere nazistiske ministerium for offentlig oplysning og propaganda og et østtysk statsforlag i en anden bygning, som tidligere blev brugt af nazisterne - Foto Robert Conrad
Konfiskeret film
Efter et par besøg fandt Conrad endelig indgangen til den berygtede bunker, hvor Hitler og hans inderkreds barrikaderede sig, da Den Røde Hær nåede Berlin. Komplekset bestod af den første bunker bygget i 1935 og derefter den egentlige, langt mere bombesikre "Führerbunker", som først stod færdig i 1944.
Men Conrad var skuffet over det, han fandt. Intet af det, han så i bunkerkomplekset, indeholdt den "oprindelige atmosfære af sindssyge", han havde håbet at se. "Alt for mange allierede soldater og nysgerrige berlinere havde allerede været igennem den i de første år efter krigen, og alle tog souvenirs," forklarer han.
Conrad fandt dog nogle genstande: rådnende møbler, projektiler, epaulet af en højtstående Wehrmacht-officer, en gasmaske og nogle tomme mousserende vinflasker. Men selve "Führerbunkeren", der blev bygget fra 1943 til 1944, var så oversvømmet med vand, at det næsten ikke var muligt at komme ind.
Det bestod også nu kun af et stort rum, da den sovjetiske hærs nedrivningssprængninger havde brudt de indvendige vægge ned. I den første bunker, den der blev bygget i 1935, mente Conrad, at han havde fundet det rum, hvor Magda Goebbels forgiftede sig selv og sine børn med cyanid kort før krigens afslutning. "Køjesengene var halvvejs kollapsede, rustne og stående i grundvandet," siger han.
Det var efter dette besøg, at Conrad blev fanget for første gang. Politiet undersøgte indholdet af hans læderskuldertaske, visiterede ham ned og fandt hurtigt den film, han havde gemt i sine sokker. Men til hans overraskelse gav de ham forholdsvis få problemer. De anklagede ham heller ikke for at forsøge at undslippe Østtyskland.
"De forstod ikke rigtig, hvad jeg lavede dernede, de sagde bare til mig, at jeg skulle stoppe det pjat," siger Conrad. Men Conrad stoppede ikke. Faktisk blev den falske bygningsarbejder fanget fire gange mere og fik i alt konfiskeret et dusin ruller film.
Conrad tog også billeder af nedrivningsarbejdet på stedet udefra. Her opstår røgskyer efter eksplosioner, der benyttedes til at rydde området til brug for nybyggeri. - Foto Robert Conrad
En drøm går i opfyldelse
Så, i 1989, var det hele slut. Flytningsarbejdet sluttede, og resten af "Führerens bunker" - gulvet og ydervæggene - blev fyldt ud med murbrokker, sand og grus. Blot et par måneder senere faldt endnu en massiv betonkonstruktion - Berlinmurens fald gjorde Conrads drøm om at studere arkitektur, som blev nægtet ham i DDR, endelig mulig.
I sin fritid forblev Conrad dog tro mod sin gamle passion. Den dag i dag opsøger han fortabte verdener og fotograferer forladte barakker, boligblokke og fabrikker, kort før de bliver revet ned. I disse dage behøver han dog ikke længere at forklæde sig som bygningsarbejder.
Denne artikel dukkede oprindeligt op på tysk på einestages.de, SPIEGEL ONLINEs historieportal. Oversat fra tysk af Ella Ornstein og til dansk af mig.
Byggepladsen - Foto Robert Conrad
U-bahn:
Mohrenstraße eller
Unter den Linden
Links:
"Sneaking into Hitlers Bunker" - Spiegel International
Berliner Unterwelten - Führerbunker
Berlin er altid et besøg værd - sommer eller vinter - men hvor skal man tage hen?
Her kommer nogle lidt anderledes og meget forskellige forslag til steder,
jeg selv holder af at komme.
Berlins våbenskjold ca.
år 1700
ABC
Rekreative områder:
Mad og drikke:
Berlinmuren
Genvej til min webside om Berlinmuren








Interessante steder i Berlin